logo

En morgenrutine sætter scenen for din dag

Del dette opslag

Hele dage kan gå i vasken og blive brugt på at være ineffektiv og i dårligt humør, hvis du ikke har den rigtige morgenrutine. Når du har læst denne blog, skulle du gerne have et godt bud på, hvad du kan gøre anderledes, så du kan sætte dig selv op til en god dag.

“Du har vist fået det forkerte ben ud af sengen her til morgen,” kunne en sætning lyde om en, der ikke har gennemført en god morgenrutine.

En person der til gengæld har en god morgenrutine og evner at ride videre på en bølge af eksekveringer resten af dagen vil til gengæld kunne udkonkurrere dygtigere, bedre uddannede og klogere mennesker, vil min påstand være. Og måske vigtigst af alt: Han/hun vil også kunne gøre det fra et gladere og mindre stresset sted.

En god start på dagen har det nemlig med at fange momentum, hvilket i sidste ende gør, at chancen for at hele dagen bliver god er langt større. Men det samme gør sig i lige så høj grad også gældende den modsatte vej, hvis du får en stresset start på dagen. Og langt henad vejen er det her inden for din egen kontrol.

Mange mennesker starter dagen med at kigge på telefonen som det allerførste. Måske meget naturligt, når de fleste af os bruger den som vækkeur. Men hov. Så ser man, at der er dumpet beskeder, e-mails og notifikationer ind i løbet af aftenen, natten eller morgenen. Og lige pludselig går du fra 0 til 100 på ingen tid. Og faktisk er det ikke helt rigtigt. For allerede når du vågner har din krop givet dig et skud kortisol for at få dig til at vågne, så du er ikke helt i 0. Men du er ikke i en tilstand, hvor hverken krop eller sjæl har brug for at gå direkte til arbejdet. Vi er sjældent vores gladeste og mest energiske jeg lige fra morgenen. Og i kombination med det kortisol, som din krop selv har leveret, så starter du dagen ud med stress i systemet, som du måske kommer til at kæmpe med resten af dagen. Du har med andre ord fået det forkerte ben ud af sengen og vil i værste fald ikke være den bedste, gladeste og mest effektive udgave af dig selv.

Og uden at det her skal handle om alt det dårlige ved sociale medier (det kan vi tage i en anden blog), så mener jeg, at det er mindst lige så skadeligt for dig, at blive eksponeret for andre menneskers liv så snart, du vågner. Ikke at alle beskeder, der kommer ind i indbakken er af negativ eller konfliktfyldt karakter – det håber jeg da ikke. Men der er bare ikke langt fra at svare på beskeder på Instagram til også at blive eksponeret for hende med den markerede mave, ham med de svulmende biceps. Eller bilen/ferien som du ikke har råd til. Man kan godt negligere de her ting og påstå, at det ikke har den store betydning, men jeg tror, det er lige så skidt at starte dagen med sociale medier som at gå direkte til arbejdet – hvis ikke værre.

Så dette er ikke måden at gøre det på. Start med at sæt din telefon på flymode, når du lægger dig til at sove. Og tag den ikke af flymode minimum den første time efter du er vågnet. Så langt så godt.

Nu skal vi have fundet ud af, hvad du skal gøre i stedet. Du behøver ikke gøre alt det jeg skriver her. Og så ville din morgenrutine i øvrigt blive en morgen- og formiddagsrutine. Men her har du lidt at eksperimentere med, så du i sidste ende finder ud af, hvad der fungerer for dig.

1. Meditation

Jeg har ikke selv en 10 år lang ‘meditationskarriere’ bag mig. Men jeg har inden for de seneste par år fået øjnene op for, hvor godt et værktøj det egentlig er, og det er nu en helt fast del af mine rutiner.

Meditation gør dig i bedre humør, sænker stress og skaber fokus. Alt sammen noget som er helt perfekt for dig, inden dagen for alvor starter. Der er en del mennesker, som er så trætte om morgenen, at de falder i søvn igen, hvis de starter dagen ud med at meditere. Er du én af dem, så skal du først og fremmest finde ud af, hvorfor du ikke er mere udhvilet, og hvis du har et problem med din søvn, så skal det løses. Måske skal du ændre på din aftenrutine? Men har du én af de dage, hvor du bare ikke har sovet godt, så start dagen med en af de andre ting fra listen.

Sam Harris og Michael Sealey laver nogle fremragende guidede meditationer, som du kan lytte til på YouTube. Prøv også at søg på “yoga nidra”, som reelt også er meditation. Det er også helt fremragende. Jeg kan også anbefale appen Calm. Meditation er fantastisk let at gå til. Og du får stadig en masse ud af at meditere, selvom du er nybegynder.

Et lille benspænd med de her guidede meditationer er dog, at du er nødt til at tage telefonen af flymode. Og vi vil helst ikke have, at der brager en masse notifikationer ind lige inden du starter. Arbejd udenom det ved at downloade meditationerne eller slå notifikationer på din telefon fra i det tidsrum, hvor det er relevant. Den lidt mere drastiske er at slette apps som Messenger, Instagram og Snapchat. Men det kan nu også være godt at gøre for produktiviteten i løbet af dagen i al almindelighed, hvis det kan fungere for dig.

2. Koldt bad/sauna.

Der er en masse vildt gode sundhedsfordele ved at gå i sauna og tage kolde bade. Dem vil jeg ikke bruge så meget fokus på her, men tag det gerne med som ekstra motivation.

Rent humørmæssigt kan denne praksis virkelig sætte scenen for dagen. Man kan nærmest ikke være i dårligt humør, hvis man har udsat sig selv for varme og/eller kulde på den her måde. Det har også en kæmpe effekt ift. stress og er lidt af en ‘mirakelpille’.

Det mest optimale er, hvis du kan få adgang til skiftevis at hoppe ind i en sauna og ned i noget koldt vand. Men der er mange andre versioner af det her, der også fungerer rigtigt godt, hvis det ikke hænger sammen for dig at ramme en sauna om morgenen.

Bor du i nærheden af havet eller en lækker sø, så er det selvfølgelig oplagt. Så kan du altid tage den varme bruser, når du er hjemme. Men ultimativt kan du også bare tage fem minutter under den kolde bruser. Start evt. med bare ét minut, hvis det her er nyt for dig og arbejd dig så op til fem minutter. Har du et karbad så er det også perfekt til kontrasten mellem det varme og kolde, men det er altså også helt fint bare at tænde for den varme bruser bagefter.

Tip! Undgå at tage et koldt bad lige efter træning, da det faktisk kan bremse for de genopbyggende og muskelopbyggende processer som din krop kommer i lige efter træning. Det er fint at tage et koldt bad en fire-fem timer efter din træning. Og også helt fint at gøre det inden træning.

3. Træning

Træning om morgenen har i længere tid været én af mine faste morgenrutiner. Og også én af dem, jeg har haft lettest ved at holde, da jeg simpelthen elsker det. Nogle gange elsker jeg det allerede lige, når jeg starter – andre gange først bagefter.

Lige når man starter ud om morgenen, så kan det godt være svært at overskue, at man skal ned at træne. Men du går jo netop heller ikke direkte ud af sengen og tager en håndvægt i hånden. Først står du ud af sengen og går på toilet. Så tager du tøj på. Så er der noget transport hen til centret. Så varmer du let op. Og pludselig er du i en tilstand, hvor det at løfte tunge vægte ikke føles som det rene galimatias. Du har babysteppet dig derhen.

Det bliver en smule gentagelse, men meningen med alle de her forskellige morgenrutiner er jo, at du skal i en tilstand, hvor du er klar til dagen i godt humør og med god energi.

4. Gåtur

En gåtur om morgenen kan være godt for mange ting. Hvis du får lidt sollys om morgenen, så nulstiller du din døgnrytme, så du falder lettere i søvn om aftenen. Det gælder også, hvis det er overskyet, men så skal du bare gå lidt længere tid. Men selv bare 20 minutter gør en god effekt. Derudover gør det også en masse gavnlige ting ved dine hormoner at få sollys så hurtigt, du kan, efter du er vågnet.

Derudover er det også en god, og måske for mange også let måde, at få gang i kroppen på.

Du kan også kombinere gåturen med at lytte til ting, du bliver klogere eller mere motiveret af. Du kan lave power breathing som Tony Robbins (google det), mens du går.

I det hele taget er der fine muligheder for at kombinere disse rutiner, så du når frem til, hvad der i sidste ende fungerer bedst for dig. Du vil sikkert skulle prøve nogle forskellige ting, før du finder ud af, hvad der fungerer bedst for dig.

Træning er f.eks. godt at kombinere med gåturen, hvis du alligevel har 5-20 minutter hen til centret. Tag dem på gåben, og så er du også tættere på de 10.000 skridt, som vi jo også helst skal gå hver dag.

Du kan også sidde og meditere, mens du er i saunaen. Så har du i hvert fald et roligt sind og roligt nervesystem, når dagen går i gang.

Når dagen så for alvor går i gang, så lad være med at udskyde den vigtigste/hårdeste opgave for dagen. Du får ikke et noget mere effektivt tidspunkt at løse opgaven på, end lige når du har gennemført din morgenrutine.

Når du har løst dagens vigtigste opgave, vil resten af dagens opgaver føles lette og du vil gå til dem i et bedre humør, fordi du allerede er ovre den største hurdle.

Jeg ønsker dig god vind med at finde frem til præcis den morgenrutine, der fungerer for dig.

Bh.

Mike Radoor

M·E·R·E Nyhedsbrev